Wednesday, January 19, 2011

little Miss Positive

Positiv(åbenbart), Istedgade

"Aaj, det er Positiv" siger min veninde glad, mens jeg bukker mig ned for at tage et billede af den fine lille pige i lilla kjole. "Jeg elsker dem".

Jeg kender ikke Positiv, men hun taler til mig med sit lille smil. Og så er hun en kedelig kontrast til størstedelen af de emner, vi har fået vendt over kaffen. Fuldtidsjob, inkompetente chefer, kejsersnit, nødvendige konfrontationer, skænderier, osv.

Og vi er ellers ikke sådan nogle, der brokker os sammen. Det er ikke det, vi gør, det er ikke vores stil. Og selvom det var et super skønt gensyn efter alt for lang tid, og selvom vores emner ikke gjorde mig i dårligt humør, så undrer det mig alligevel lidt.

Mens jeg cykler langsomt gennem en halvtom Istedgade, tænker jeg over, hvorfor det er blevet sådan. Så alvorligt det hele. Er det fordi, vi er for dårlige til at fokusere på alt det skønne og vidunderlige i vores liv? Eller er det fordi, nogen engang for længe siden har bildt os ind, at livet skal være sjovt og ukompliceret?. De løj. Nu når jeg tænker over det, er der større sansynlighed for, at det var reklamefolk, end noget menneske jeg har kendt.

Inde i lejligheden er der heldigvis dejligt varmt og trygt og pyntet med blomster. Jeg kravler op i sofaen og snart i seng

Merci? Toffifee? Kinderæg? Shit mand - jeg hoppede på dem alle sammen.


Little Miss Positive

"Oh, it's Positive", my friend says, as I take a picture of the sweet little girl in the purple dress. " I love those".

I don't know Positive, but I do like her funny little smile. Sadly though, she is in contrast to most of our topics discussed at the café tonight. Full time jobs, horrible bosses, cesareans, confrontations, fights and so on.











And we are not the kind of girls who spend our time bitching, when we are together. It is not what we do - it is not our thing. And even though it was wonderful to be reunited after a long time apart, and even though our talks did not make me sad, I still couldn't help but wonder.

As I drowe my bike slowly thorough an almost empty Istedgade, I wondered why it was this way. Everything is so serious now. Is it because we are to blind to see all the beauty and wonders of life in our own little lives? Or is it because someone once a long time ago told us that life was supposed to be fun and easy? They lied. Now I come to think of it, it was probably the ad men who told, and not a real life person who I once knew.

Inside it's warm and nice with lots of flowers. I am sitting in the sofa, and soon I will crawl into bed.

Merci? Toffifee? Kinder Surprise? Shit - I was fooled by all of them.

1 comment:

we love comments!